Hvalpe

Hvalp fra Macushla Macree

Efter planlægning og forberedelse igennem mange år kom første kuld cardigan hvalpe til verden i Kennel Macushla Macree 17/10-2019


Det har været starten på en forhåbentlig lang og spændende tid med opdræt af hunde vi elsker og gør alt vi kan for at sikre sunde og gode betingelser for at godt liv. Vores opdræt består af max 2 årlige kuld. 


Vores opdræt er baseret på  racetypiske, fysisk sunde og mentalt stabile hunde. Hvalpe fødes inde i vores hjem og vokser op i tæt kontakt med os og er centrum i vores dagligdag. Når mor siger at flokken må hilse, involveres de andre stille og roligt, så hvalpene socialiseres med hele flokken. Vores hvalpe møder i de første 8 uger både daglige gøremål for almen husholdning og dertil hørende lyde, forskellige underlag at gå på, mennesker i alle aldre, forskellige miljøer vi besøger og andre dyr. De skal være trygge i nye miljøer og ved at deltage i oplevelser med deres mennesker


Alle vores hvalpe opfostres med biosensor programmet og under puppy culture, som vi mener er med til at give dem både fysisk, socialt og mentalt det bedste fundament.


Vores hvalpe mentalbeskrives af en person uddannet til dette når de er 7 uger og inden rejse til nye hjem gennemgås og rettes de af vores faste fysioterapeut/kiropraktor, så vi sikrer os at eventuelle skævheder fra fødsel og leg rettes, inden det sætter sig som kroniske skævheder.


Vores hvalpe får 3 gange ormekur, vaccination og sundhedsundersøgelse sidste uge inden de flytter 8 uger gamle.

Med sig får de sundhedsbog, 1.leveårs foder og noget som lugter hjemligt af mor og søskende.



For at sikre bedst mulige betingelser for sund vækst medfølger der foder til hele hvalpens første leveår. Dette foder er en del af aftalen for at købe hvalp hos os og man forpligter sig derfor ved aftalens underskrift til, at fodre med det udleverede og ikke afvige fra dette. Foderet tilsendes løbende hen over det første leveår direkte til hvalpens nye hjem, fra vores grossist. Der findes flere smagsvarianter, så hvalpen har lidt at veksle mellem. En super aftale, som alle har været glade for. Skulle hvalpen mod forventning ikke fungere på en slags, så kontakter man os og vi sørger for at nyt kommer tilsendt til døren


Vi ønsker at have et godt forhold til vores hvalpekøbere og står til rådighed for stort og småt omkring hunden hele dens levetid. Og det er virkelig så meget hjerteblod at vi bogstaveligt stiller op dag og nat.


Vi opdrætter under Dansk Kennel Klub og benytter os af deres købsaftale. 


Information om kommende kuld vil kunne findes under fanen "Nyheder"


Hvis du gerne vil I betragtning til en hvalp fra Macushla Macree, så kræver det forlods at vi får besvaret nogle grundlæggende spørgsmål og dernæst at vi oplever god kemi/dialog ved et besøg. Ingen loves hvalp fra os, uden disse ting forudgående er på plads. Dialog er bedste værktøj, når vi sammen skal finde frem til om racen er noget for jer, hvilken hvalp der passer til netop hvilken ejer og ligeledes også ved alle fremtidige spørgsmål og eventuelle udfordringer. Derfor er denne fremgangsmåde os magtpåliggende. Salg og køb af hvalp er et tillidsspørgsmål. Dialogen skal gerne være til gavn for alle parter hele hundens levetid. 

Man skal vælge vores opdræt fordi vi har en meget høj etik i vores arbejde og omgang med hunde. Fordi man her får hvalp fra tæver som får maximalt 2 kuld i deres levetid og ikke er fødemaskiner. Fordi vi undersøger alt inden avl og kun bruger hundene hvis de fysisk og mentalt er fuldstændig knivskarpe. Fordi vi kun lader vores tæver parre med hanhunde af samme kvalitet. Fordi vi er sammen med vores hvalpe 8 uger nat og dag. Fordi vi altid stiller op for vores hvalpe og købere hele hundens liv. Fordi her kommer racens sundhed, psyke og livskvalitet først. Fordi vi ALDRIG bruger syge hunde i vores opdræt. her i blandt ikke heller med nogen fejl på deres led. 


Kig forbi fanen med teksten om at ønske sig en corgi og spørgsmål til vores eventuelt kommende hvalpekøbere 


En hvalp -  inkl foder til første leveår  - koster 16.000 kr.

Når vi er blevet enige om, at du/I skal have en hvalp herfra og kuldet er født indbetales et depositum på 5000 kr, som selvfølgelig er en del af den samlede pris, hvor sidste del betales inden hvalpen afhentes, på anvist konto.

Skal hvalpen rejse til udlandet og dermed bo hos os i 15 uger istedet for 8 uger, så vil første leveårs foder ikke være en del af pakken, med mindre du vælger at tilkøbe dette. Meromkostninger for at have hunden i 7 beløber sig til mere end foderet beroende på bla. extra vaccinationer, attester og pas. Plus den tid vi bruger på pasning, træning, socialisering oveni. Og det gør vi rigtig gerne. Men da vi i forvejen via vores etiske valg har flere udgifter end indtægter på opdræt, må vi skære lidt ind til benet nogen steder. Reserveres hvalpen til udenlandsk køber skal der ved reservation indbetales halv pris af hvalpen, for at sikre os at vi står med en seriøs kommende ejer.


Skulle det vise sig alligevel ikke at være lige netop vores opdræt du ønsker hvalp fra, fastholder vi ikke aftalen. Dit depostium vil returneres modregnet ekstra udgifter til at finde ny hvalpekøber, så snart ny hvalpekøber er fundet. Skulle vi være dem som er nødt til at sige, at handlen ikke kan gennemføres, returneres det fulde depositum straks. Et eksempel kunne være at hvalpen ved en undersøgelse viser sig ikke at være rask. En syg hvalp vil vi ikke sælge eller sende ud af huset. 



Vi er store fortalere for, at man bliver medlem i Dansk Kennel Klub, som er hundenes klub. Her er svar på mange spørgsmål og for nye hundeejere er der på deres hjemmeside masser af gode råd at finde. Bl.a. her om hvalpens første tid klik på DKK logoet for at komme direkte til siden. Hvis man ønsker medlemsskab, tegner vi det for vores hvalpekøbere i forbindelse med afhentning af hvalpen, og betaler for de første 4 mdr som er et prøvemedlemskab.